Markedsliv
Handel og håndværk
Alt var håndlavet i vikingetiden. Kvaliteten var i top for, ting skulle holde længe. Vi kan kalde vikingetidens værktøj ”lavteknologisk”, men for blot 100 år siden kunne en tømrer betjene en bredbil og en økse, ikke ulig håndværkerne i vikingetiden.
Vi moderne vikinger reproducerer arkæologiske fund fra vikingetiden, lader vores børn lære, at lave mad over bål og snitte med kniv, garve skind og eksperimentere med værktøj kendt fra vikingetiden og meget meget andet. Godt håndværk var rigdom!
Vikingerne havde ikke kun mønter, som betalingsmiddel, også for eksempel snoede armringe, der kunne snos op og et stykke klippes af, blev ofte brugt til at betale med; dette kaldedes "klippesølv". Det var dog mest naturalieøkonomi der herskede. De fleste ting blev byttet indbyrdes.
Jo finere håndværk, jo flere ville gerne bytte og jo stærkere og rigere blev vikingens netværk og familie.
I dag kan vi beundre smukke fund på museer, men vi kan også beundre moderne vikinger, der mestrer de håndværk, de formidler, for forskellige markeder i både ind- og udland.
På vikingemarkedet på Ishøj Tange har det viste håndværk og varerne, der er til salg, en meget høj standard og måske kan en god byttehandel stadig gøre sig gældende!
Heste
I vikingetiden var heste både transportmiddel og mad.
De var sekundære i en tid, hvor vande bandt landområder sammen i stedet for i dag, hvor de skiller ad. Dengang var der ikke veje, som vi kender dem i dag, men spor hvor terrænet var farbart og de fleste gik til fods. Heste var hurtigere og man kom længere på en dagsrejse, og med heste var det muligt at have flere ejendele og varer med.
Hestene var også dyrere at fodre på om vinteren, end hvad kvæg var.
I vikingetiden var nytteaspektet vigtigt og nytten af en hest kunne også være status. I mytologien havde guden Odin den ottebenede hest Slejpner, den løb lige godt på land, som på vand og i luften.
Hestene på Ishøj Vikingemarked er alle islandske og så nær vikingetidens heste som vi kan komme. De bliver dagligt brugt til hyggeridning, konkurrenceridning og undervisning. På Ishøj Vikingemarked vises hestenes mod og tilpasningsevne. Hestenes hovedtøj er udviklet efter autentiske bidsler, hovedtøjer og sadler, så også den del viser heste brugt som på vikingetiden.
Krigere
På Ishøj Vikingemarked er der selvfølgelig vikinger!
Ordet "viking" var oprindelig ikke noget, nogen var, men nærmere noget nogen gjorde. Det hed: "at drage i viking", hvilket betød at sejle ud og plyndre gods og erobre land.
På Ishøj Vikingemarked kan du møde krigere. De træner hele året diverse kampteknikker, med rigtige vikingevåben såsom sværd, spyd og økser, mange kopier af fund fra Norden. Kampene følger faste regler, der er ikke aftalt en vinder på forhånd. De udkæmper en reel kamp, hvor både teknik, evner og held er afgørende.
Hos krigerne kan du få en snak om vikingetidens våben og hvis du er heldig kan du måske selv prøve en ringbrynje og holde et sværd. Det kan også være, at krigerne vil slås med dig, hvis du er heldig (eller måske uheldig!!!)
Historiefortælling
Saftige historier, drama, forklaringer på livets store spørgsmål: De nordiske sagn og fortællinger har det hele!
Den mundtlige overlevering var måden at få informationer på og at få mange oplevelser på.
Kun i den alleryngste tid af menneskeheden har historier været nedskrevet. Sagaer og andre gamle nordiske tekster, er nedskrevet længe efter de blev fortalt og længe, længe efter de opstod, men det er dem vi bruger som kilder i dag.
Når det gælder mundlige overleveringer var det kun det mest væsentlige der blev fortalt, resten blev glemt. De små detaljer kunne derfor variere en hel del, alt efter fortællerens evner til at levendegøre historien.
Sproget, ordvalget og fortælleres formåen, skabte billeder i de påhørendes fantasi. Derfor er de gamle nordiske sagn og fortællinger rige på billeder.
Vikingerne underholdte med fortællinger, foruden klassiske fortællinger ved bålets skær, deltes historierne om de store helte og guder, og niddingernes udåd via kvad, ros og hån. Det talte sprog var stærkt og magtfuldt.